Sommeratletik for de 8-9-årige
En aktiv og super hyggelig uge for nye og erfarne atleter fra årgang 2013 og 2014.
Afholdes i 2022 i uge 26
Har du også set OL, VM eller andre store atletikstævner i fjernsynet? Kunne du tænke dig at se, hvor langt du kan springe, blive god til at kaste med spyd eller løbe hurtigt på en 100 meter? Så skal du da med på vores atletikcamp i sommerferien!
Det er en uge med sjov og leg, hvor det sociale går hånd i hånd med fysisk og teknisk træning. Du kommer til at prøve mange af atletikkens spændende og udfordrende discipliner, krydret med forskellige lege og boldspil. Vi lover, at du er både glad og træt, når du går hjem.
Instruktørerne på vores sommeratletikuger er alle selv erfarne atletikudøvere og trænere, som til dagligt tager sig godt af FIF Atletiks børne- og ungdomshold.
Alle børn mellem 8 og 9 år kan deltage (2022: årgang 2013 og 2014). Du er meget velkommen, uanset om du allerede går til atletik eller om du er ny til sporten og blot har lyst til at prøve, hvad den går ud på. Også, hvis du ikke i forvejen er FIF-medlem. Det vigtige er, at du har lyst til en uge i atletikkens tegn med masser af fysisk aktivitet, frisk luft, sjov og grin. Vi forventer bare, at du er klar på nogle lange, aktive dage, hvor du skal prøve kræfter med masser af forskellige discipliner, øvelser og lege.
Sommeratletik foregår mandag til fredag 9.30-15.00 på Frederiksberg Idrætspark, Sønderjyllands Alle 6, 2000 Frederiksberg.
Alle deltagere får bl.a.
- Svedig og sjov træning fra mandag til fredag
- Sommeratletik t-shirt
- Drikkedunk
- Frugt og saft efter træning hver dag
- Masser af sjove oplevelser og nye venner
- Diplom med dine atletikresultater fra det afsluttende mini-OL
Det eneste, du skal medbringe hjemmefra, er godt humør, masser af energi og lyst til at lave atletik, madpakke til frokost, løbesko og tøj, der passer til vejret. Vi træner ude uanset vind og vejr.