DT Masters' første runde


Vores hold ved første runde af DT Masters 2026 var ramt af både skader, familiearrangementer og andre afbud, men det lod den tilbageværende flok sig ikke hverken stoppe eller begrænse af. De stillede op i alle øvelser, lige på nær stangspring, og alene det tager vi hatten af for. 
Holdet bestod af rutinerede kræfter, en enkelt FIF-debutant og alt indimellem. Og de gjorde det alle fremragende og til direkte genvalg. 
Skal vi fremhæve enkelte individuelle præstationer, må den ene blive Dannys. Han tog sig af hele fire øvelser: 100 m, kuglestød, diskoskast og stafetten. Vi synes, det er kæmpesejt af holdets alderspræsident at gå forrest i pointjagten. 
Thomas viste, at han stadig har et højt bundniveau i spydkast (og slet ikke behøver at træne for at holde det), men også at han kan løbe en ret flot 400 m i naboens 30 år gamle pigsko. Og da de alligevel var varmet op, tog han lige en ekstra 300 m for at få stafetten til at hænge sammen.
Simone, der havde sin FIF-debut, løb også en rigtig flot 400 m. Vi kan allerede nu se, at der er mange point at hente i hende på både kortere og længere distancer. 
Derudover bidrog også det øvrige hold med masser af kampgejst, point og højt humør. Vi siger stor tak for det hele også til Henrik (højdespring), Bo (1500 m og stafet), Rikki (5000 m), Frederik (100 m, spydkast, længdespring og stafet), Ede (hammer og diskos) og Lea (spydkast og længdespring). 
Det kan godt være, at vi ikke gik hjem fra runde ét i Ballerup med flest point. Men det her hold er stadig vindere i vores øjne. 
PS: Hvis du vil med ombord på mastersholdet, så tag fat i holdleder Bo eller coach Henrik. Vi er lige så godt selskab, som billederne antyder.


Nyheder


Vores sponsorer