Chef- og specialtrænere i FIF Atletik



Mød FIF Atletiks cheftrænere og specialtrænere:


Cheftræner Allan Kristensen (kast)

Allan har ansvaret for kastetræningen i Frederiksberg IF.

Allans egen atletikkarriere begyndte i 80'erne i AK Delta Slagelse. Her prøvede han kræfter med alle atletikkens kastediscipliner, men det blev særligt hammerkast, han specialiserede sig i og dyrkede. Allan nåede også en tur omkring Sparta i sine aktive år, inden han hold en længere pause. 

I dag er Allan indimellem tilbage i kasteburet, hvis vi har et hul i bemandingsplanen til en holdkamp, og vi kan bekræfte, at teknikken stadig er der.

Trænergerningen tog Allan hul på hos Frederiksberg IF i 2017, og siden har han stablet en alsidig kastetrup på benene. Her er plads til alle niveauer, alle typer af kast og redskaber, hygge og sjove bemærkninger. Flere af Allans atleter har kastet sig til pladser på kastelandsholdet og i internationale konkurrencer. For Allan er det væsentligste dog, at den enkelte atlet udvikler sig og har det sjovt med sin sport, og at de unge atleter sideløbende med træningen i kastegården også hygger sig med atletikkens øvrige discipliner som en del af deres samlede atletuddannelse. 





Specialtræner Christoffer Holst Hahn (stangspring)

 

Christoffer har ansvaret for stangspringstræningen i Frederiksberg IF. 


Han begyndte sin atletikkarriere som 10-årig i Herlev Atletikklub, hvor han også senere blev atletiktræner. Allerede som junioratlet var han dansk ungdomsmester i både stangspring og højdespring.


Som senioratlet var Christoffer aktiv hos Sparta, hvor han mange gange har været dansk holdmester og deltaget i europacup for klubhold og landshold. Hans personlige rekorder i de to favoritdiscipliner er henholdsvis flotte 2,06 i højdespring og 4,80 i stangspring.


I dag stiller Christoffer heldigvis op for Frederiksberg IF, også stadig i både højdespring og stangspring, når vi til holdkampe har behov for en erfaren springer, der kan komme op i højden. Han deler derudover sin begejstring og sin viden omkring stangspring med vores unge atleter som specialtræner i netop denne disciplin. 



Cheftræner Claus Ulnits (mellem- og langdistanceløb)

Claus er ansvarlig for mellem- og langdistance i Frederiksberg IF.

 

Han har været i atletikken det meste af sit liv, og fysisk træning har altid ligget ham på sinde. I ungdomsårene var han aktiv atlet i sprint og langdistance – en lidt atypisk kombination, der stadig påvirker hans tilgang til løb. Claus var aktiv i klubberne SNIK og Holte. Han har også været indehaver af et fitnesscenter.

 

De seneste ti år har Claus været ansvarlig for Frederiksberg IF’s mellem- og langdistanceløbere og været en del af klubbens eliteudvalg. Hans løbere dyrker primært distancerne fra 800 m til 5K på bane. De har vundet adskillige danske ungdomsmesterskaber og deltaget på både ungdoms- og seniorlandshold. Claus har også stået for flere af Dansk Atletiks talentudviklingssamlinger.

 

Claus er ikke styret af et bestemt træningskoncept eller linje. Hans træning bygger på en aldersrelateret og personlig tilgang til den enkelte løber. Han fokuserer på at gøre atleterne tilstrækkelig fysisk stærke og teknisk dygtige til at kunne håndtere den hårde seniortræning, det kræver at opnå sit fulde potentiale. Her er tålmodighed, skadeforebyggende arbejde og mental robusthed vigtige faktorer, som han derfor løbende arbejder med sammen med sine atleter.



Specialtræner Oluf Engberg (højdespring)

 

Oluf er ansvarlig for højdespringstræningen i Frederiksberg IF.

 

Han var selv aktiv i Aarhus 1900 fra 1978 til 1992, primært inden for netop højdespring. Her opnåede han en dansk rekord som 14-årig (1,91 m) og dansk indendørsrekord som 16-årig (2,01 m). Oluf har dog også flere ungdomsmedaljer i hækkeløb, længdespring, sprint og stafet på sit atletik-CV.

 

Oluf har været vellidt højdespringstræner i Frederiksberg IF siden 2017. Han er ansvarlig for højdespringsgruppen, som består af atleter fra 10-11 år til seniorniveau, der er særligt interesseret i at arbejde med og i løbet af ungdomsårene at  specialisere sig inden for højdespring. Oluf har med flere af sine atleter vundet danske ungdomsmesterskaber og ungdomsmedaljer. Det væsentligste for ham er dog, at det er sjovt at gå til atletik og at træne højdespring. Det er også altid den enkeltes erfaring, lyst og ambitioner, der er afgørende for, hvilken hjælp og træning Oluf tilbyder.


Niels.jpg

Specialtræner Niels-Christian Bendixen (mangekamp)

Niels er ansvarlig for at koordinere træningen for vores unge mangekæmpere fra 12-13 til 16-17 års gruppen. 


(tekst følger)



Cheftræner Poul Beck (sprint, spring og hæk)

Poul er ansvarlig for sprint-, hæk- og fladspringstræningen for seniorer og ung-seniorer i Frederiksberg IF.


Han var selv aktiv i 70’erne og startede til atletik som 19-årig i Aabenraa IG og fortsatte i Sparta i København. Pouls bedste præstationer er fra sæsonen 1979, hvor han som 25-årig løb 100 m på under 11 sekunder og 400 m på under 50 sekunder. Herefter startede han sin trænerkarriere og har igennem tiden været træner i AK-Delta, i Aabenraa IG og siden 2016 hos os i Frederiksberg IF.

 

Poul har siden 2001 regelmæssigt været træner for deltagere ved internationale mesterskaber og har gennem årene bidraget i Dansk Atletik-regi med bl.a. talentudvikling, som landsholdstræner og til stafetprojekter. Poul brænder for langsigtet individuel udvikling og har stor passion for trænergerningen og sine atleter. Han har mestendels været træner for sprint-/hækdisciplinerne, men har også stor interesse for de flade spring.







Nyheder


Vores sponsorer