Mindeord om vores tidligere formand Andreas Kløv

Vores tidligere formand Andreas Kløv er desværre gået bort i en alt for tidlig alder. Selvom Andreas ikke længere havde sin daglige gang i klubben, fulgte han løbende med hos os og vi hos ham, og han stod til det sidste altid klar med en hjælpende hånd og et godt råd, når der var bud efter det.

Andreas kom ind i FIF via sin datter Mathilde, der begyndte i klubben som børneatlet. Som forælder deltog han med hende ved stævner og løb, og senere uddannede han sig til atletikdommer og hjalp den daværende bestyrelse med at organisere og koordinere klubbens frivillige trafikofficials.

Han blev formand for FIF Atletik og Motion i 2017, en post, han sad på i tre år. I sin formandsperiode var han en varm, inspirerende og inddragende leder, der var god til at lytte til medlemmernes ideer og ønsker, og til at styrke fællesskabet i klubben. Han havde stor respekt for flotte sportslige resultater, men gik allermest op i, hvordan den enkelte havde det, og om det var rart at komme til træning og at være en del af klubben.

Andreas evnede med sin smittende begejstring den svære opgave at samle og engagere frivillige omkring klubbens daglige drift og udviklingsopgaver. Han insisterede på, at det skulle være sjovt at være frivillig i FIF, og det var hans inkluderende facon, varme og altid gode humør med til at sikre, at det var. Det skabte et fundament, som vi stadig har stor gavn af og bygger videre på.

Andreas oprettede FIF Bike, og han var sammen med Parasport foregangsmand for det langsigtede arbejde med at få en atletikhal til Frederiksberg. Det var også Andreas, der sammen med den øvrige bestyrelse navigerede klubben godt igennem den første udfordrende og usikre covid-periode og sikrede, at vi kom godt ud på den anden side og står et solidt sted i dag. Det skylder vi ham alt sammen stor tak for.

Andreas’ engagement i FIF stoppede hverken, da han forlod formandsposten, eller da Mathilde rejste til Columbia. Vi kunne fortsat regne med ham, hvis vi manglede en springdommer til et stævne, eller et godt råd omkring klubbens drift. Han var altid kun et opkald eller en messengerbesked væk. Han nød at komme på stadion til en hyggelig snak og en grillpølse - særligt, når Maria og Mathilde også havde tid og mulighed for at være med til at hjælpe til i boden eller ved en medaljeuddeling. Han havde altid en god historie, kæk bemærkning og masser af smil med til både voksne og unge atleter, og han formåede uanset vind, vejr og forhold at lette og løfte stemningen og gøre både stort og småt lidt mere hyggeligt.

Det kommer vi virkelig til at savne! Tak for det hele.

Mange tanker til Andreas’ hustru Maria og hans datter Mathilde fra hele FIF-familien, som også altid vil være jeres!

Æret være Andreas’ minde.








IMG_0343.jpg

att.3mLRl_r1sF3bNqTdZheDLpyjEXya144zYM7kj6xKIw.jpg







Nyheder

Vores sponsorer